Bevar udenlandsk sundhedspersonale i Danmark. De vil arbejde, lære og styrke vores sundhedsvæsen.
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-19971


Vi foreslår, at udenlandske sundhedsprofessionelle, der er i Danmark på midlertidigt visum, ikke automatisk udvises, hvis de endnu ikke har opnået autorisation og job.
Mange sygeplejersker, læger og tandlæger kommer hertil med deres familie og et håb om at bidrage til sundhedsvæsenet. De lærer dansk, deltager aktivt i samfundet og arbejder ofte som ufaglærte. Men vejen til autorisation er lang og kræver en evalueringsansættelse, som ikke er tilgængelig alle steder, og som arbejdsgivere sjældent har ressourcer til at tilbyde.
Vi ved, at det er enormt stressende både at lære dansk på højt niveau, forsørge sig selv og samtidig lede efter en evalueringsstilling – alt sammen under tidspres. Det påvirker sproglæ-ring og integration negativt, når man hele tiden ved, at visummet snart udløber. Mange lever i usikkerhed om deres og deres familiers fremtid.
Vi har kendskab til mange sundhedsprofessionelle, hvis visum udløber inden for det næste halve år. Flere er allerede blevet sendt hjem – til trods for deres indsats, kompetencer og vilje til at arbejde i Danmark.
Det er et tab – både menneskeligt og for et sundhedsvæsen, der mangler kvalificeret personale. Lad os ikke sende ressourcer ud af landet. Lad kvalifikationerne blive i Danmark, fordi de vil betjene landet.
Vi foreslår, at sundhedsprofessionelle, som er i gang med at søge evalueringsansættelse og har vist vilje til integration, får mulighed for at forlænge deres ophold. Hjælp dem i stedet med at få adgang til evalueringsstillinger – ikke med at forlade landet.