Patienterne skal i centrum og have hurtig og sammenhængende behandling af høj kvalitet.
Patienterne skal hjælpes godt gennem systemet. Det er vigtigt for alle, men vigtigst for psykisk syge og svage ældre medborgere samt alle vore kronikere.
Samspillet mellem Sygehuse, kommuner og de praktiserende læger skal forbedres markant.
Et sundt liv med god livskvalitet hos den enkelte betyder, at sundheden skal øverst på dagsordenen.
Det skal den i alle institutionerne, det skal den ifm vore fritidsakltiviteter, og det skal den hos vore ældre. Børn og unges sundhed og trivsel er færst og fremmest forældrenes ansvar, men både kommunen og regionen har også et ansvar.
Vi skal tænke sundheden ind i alle uddannelsescentrenes arbejde, således at bevægelse, sund mad, røgfrie miljøer og trivsel bliver en naturlig del af hverdagen. “Investé FØR det sker”.
De bedste hilsener
Kurt Damsted, Akademiøkonom
Kurt Damsted, Kandidat RV17/KV17
Formand for Diabetesforeningens regionsudvalg i Region Hovedstaden
Medlem af Kommunalbestyrelsen i Brøndby
Medlem af Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby
Medlem af Mangfoldighedsrådet i Brøndby Kommunne.
Formand for Danish Pakistani Business Council
Næstformand i Dansh Pakistan Friendship Society
Cellphone: +45 2282 1315
Cellphone: +45 2282 1315
Kurt Damsted: Det er vigtigt, at vores sundhedsvæsen indstiller sig positivt på, at behandler vores borgere med anden etnisk baggrund med den nødvendige indsigt i globale sygdomme og kultur.
Det vil jeg arbejde for. Stem derfor på mig, så har du garanti for, at jeg vil arbejde herfor.
———————————————————————————————————————————————————————————————————-
Berlingske Kronik af Tariq Sundoo 24. marts 2004,
Nøglen til integration er markedet. Det gælder primært arbejdsmarkedet, men også andre markeder – f.eks. ejendomsmarkedet. Markedet sorterer ikke mennesker efter race og religion, men efter flid, dygtighed og opfindsomhed. Og de evner går på tværs af køn og kulturer. På markedet kan alle være med – hvis de får lov til det.
I alt for lang tid har den socialdemokratiske samfundsmodel bestemt integrationspolitikken i Danmark. Den går ud på, at jo flere kurser og jo mere skolebænk, des bedre integration.
Det virker ikke. Det er på tide, at vi får formuleret og gennemført en liberal integrationspolitik. En integration der bygger på lyster frem for trusler, på gulerod frem for pisk.
Der er kun én måde at blive en fuldgyldig medborger i et samfund på, og det er ved at blive selvforsørgende.
Og det sker ved at give alle mulighed for at arbejde og handle.
En liberal integrationspolitik bygger på, at nøglen til integration er markedet. Det gælder primært arbejdsmarkedet, som bør være så åbent og tilgængeligt som muligt. Men også de andre markeder, som borgere befinder sig i, f.eks. ejendomsmarkedet. Som borger føler man sig langt mere som en del af det danske samfund, når man selv ejer sin lejlighed eller sit rækkehus.
På markedet spørges der ikke til hudfarve, religion eller race. På markedet spørges der til, om varen er god og prisen fornuftig. Når danskere skal have repareret bilen, spørger de ikke til, om mekanikeren bag oliefedtet er hvid eller sort. Det afgørende er, om han kan reparere bilen eller ej.
Markedet sorterer ikke mennesker efter race og religion, men efter flid, dygtighed og opfindsomhed. Og de evner går på tværs af køn og kulturer. På markedet kan alle være med – hvis de får lov til det.
Og når vi først én gang har gjort en god handel på markedet, kommer der mere til. Enten næste gang bilen går i stykker, eller når naboen spørger efter en god mekaniker. Ingen reklame er så god som mund til mund og personlig anbefaling. Og ingen reklame er så god som en god handel.
Mennesker tænker traditionelt mere på pengepungen end på deres fordomme. I alle lande, hvor indvandrere er kommet til og blevet en del af samfundet, sker integrationen ikke ved store fordomsnedbrydende projekter, men ved at nyttiggøre sig, udfylde nicher og langsomt indgå helt på lige fod med alle andre. Og så lærer man også at bevare sin religion som en privat sag, der kan dyrkes fredag, lørdag eller søndag.Jeg har selv været selvstændig, siden jeg var 18 år. Jeg kan ikke forestille mig noget andet liv. Og som revisor har jeg været med til at hjælpe flere hundrede pakistanere i gang med egen virksomhed. Kiosker, renserier, restauranter – alt muligt.
Indvandrere er født med trang til at handle. Vi er genetisk udstyret til at arbejde for hinanden. Indvandrerne kommer fra samfund uden et offentligt socialt system, som man kan basere sit liv på. Klientgørelsen lærer de i Danmark.
Her tror jeg – uden at kunne bevise det – at den sluse ind i det danske samfund, som flygtninge og indvandrere typisk passerer, nogle gange gør mere skade end gavn. Man lærer om rettigheder frem for pligter. Man lærer om offentlige sociale systemer frem for markedspladsens muligheder. Man lærer at blive klient frem for entreprenør.
For hvad kan de danske lærere og konsulenter i »flygtningeindustrien« lære dem andet end, hvad de selv er opflasket med? I årtier har danskere lært om sociale rettigheder. Det er vigtigere at lære, at uden handel og arbejde bør der ikke komme mad på bordet.
Til gengæld skal mulighederne for at arbejde også gøres så lempelige som muligt. Det er her, Socialdemokraterne og fagbevægelsen ikke har indrettet sig på en mere dynamisk verden. Adgangen til arbejdsmarkedet skal ikke begrænses af eksklusivaftaler eller høje mindstelønninger.
Det virkede måske dengang, arbejdsstyrken var langt mere homogen og ikke bevægede sig over landegrænser. Men i dag kommer folk til landet med meget forskellige forudsætninger. Nogle kan meget, men kun lidt sprog. Eller omvendt.
Kompetencerne er så forskellige. Det altafgørende er at få et fodfæste på markedet. Så er det mindre afgørende, hvad løn og ferieforhold er. For er man først inde, er det nemt at komme videre.
Blokerende for integrationen er også skatterne. Skatten på arbejdet skal sænkes. Og moms på arbejdskraft fjernes.Vejen til integration i det danske samfund går gennem arbejdsmarkedet. Det gælder derfor om politisk at løbe alle de døre ind, som begrænser eller forhindrer adgangen til markedet. Intet integrerer så effektivt som fælles interesser. Og fælles interesser har to handlende på det frie marked. De får begge en fordel af at udveksle varer eller tjenesteydelser. Det gælder om at kunne nyttiggøre sig for andre. Kunne noget som andre ikke kan. Eller gøre noget billigere, hurtigere og mere effektivt end andre.
I forvejen har indvandrerne i Danmark – samlet set – ikke noget at være flove over. Hvad ville den københavnske detailhandel være uden »os« – hvis jeg må være med til at tage noget af æren for det. Hvor mange restauranter drives ikke af udlændinge? Nullermændene ville flyde overalt på kontorerne, hvis ikke der var nogen, der var villige til at støvsuge og tømme papirkurve.
Tænk, hvis alle indvandrere iværksatte en generalstrejke i morgen. Så ville det være umuligt at få grøntsager i København, og snavset ville hobe sig op overalt. Ingen kunne få en taxa, og mange måtte vente forgæves på en hjemmehjælp.
Jeg vil ikke være med til at give »danskerne« skylden for den manglende integration. Den skyldes ikke fordomme og racisme, som det så tit fremstilles. Årsagen til mangelfuld integration skal mere findes i, at den socialdemokratiske samfundsmodel har fået lov til at dominere alt for meget. Havde vi haft en liberal integrationspolitik fra starten af og fra første dag befordret det selvstændigheds-gén, som alle indvandrere kommer med, så havde meget set anderledes ud i dag. Der kommer jo stort set ikke nogen til Danmark udefra, som ikke er i stand til at forsørge sig selv. Eller som kan finde forsorg i deres eget netværk.I dag tales der så om kvoter. Kvoter for indvandrere og kvoter for kontanthjælpsmodtagere. For at undgå ghettodannelse. Det er ikke vejen frem. Det er planøkonomisk tankegang. Vi skal ikke tilstræbe kvoter for menneskegrupper, men tilstræbe et frit boligmarked, hvor borgere selv kan købe og sælge deres boliger. Lad udbud og efterspørgsel regulere boligmarkedet frem for socialdemokratiske boligselskaber. Så får vi attraktive etniske enklaver, hvor der kun bor folk, der kan betale, frem for ghettoer fyldt med klienter.
Min far kom som gæstearbejder til Danmark i 1969 og bidrog med langt mere til det danske samfund, end hvad han selv fik. Han nåede også at komme til Danmark, før han skulle »integreres« ved hjælp af kurser og læsebøger. Det var lykken for ham. Til gengæld arbejdede han sig op fra de første job i tekstilindustrien i Jylland og endte med at have flere forretninger i København.
Vi har brug for den slags historier i Danmark. Det danske samfund bør indrettes, så det er muligt at leve drømmen ud om at blive til noget. Og det er ens for alle.
De bedste hilsener
Tariq Sundoo